Her vil være mangt og meget om strik og hvad jeg ellers kan lide af håndarbejde - og ikke mindst om inspiration som jeg synes der fås alle vegne....og så lidt om hverdagen......
fredag, august 29, 2008
Snart weekend...
torsdag, august 28, 2008
Fart over feltet...
Babyjakken er endelig færdig - jeg mangler lige at finde knapperne, men det er det mindste... monteringsarbejdet tog alt for lang tid i forhold til den tid det tager at strikke bare et ærme...
Faktaboksen, siger:
Model: Mønsterstrikket jakke fra BABY Opus 45 fra Hjertegarn.
Str.: 0-3mdr
Garn: Gepard Blue Demin 100% bomuld (smitter enormt meget af)
Forbrug: 210g
Pinde: 3½mm
Ændringer: jeg har forlænget bluse og ærmer med ca 2-2½cm, da krympningen er omkr. 15%. Ellers ingen..
Hot Or Not: Absolut hot, en rigtig sød model, der bare sidder og er lækker til de små.
Så nu kan søster godt nedkomme med babyen...

Imens jeg monterede den famøse babyjakke, kogte frugten i den store gryde - hele 5 kg frugt, fordelt på viktoriablommer, honningmelon, conferencepærer(meget modne) og jordbær og lidt æble med ½stang vanille.... Der blev en stor portion - hele 16 glas...så nu burde der være forsyninger til en rum tid. Dog havde jeg visse mangler i mine skabe, så to køreture til nærmeste brugs blev det til, spild af tid, men nødvendigt... Det er sjovt at lave marmelade - for hver portion bliver ikke lige ens...Denne udgave er mørkere end de to foregående - hvilket kan skyldes at jeg har brugt "købe-jordbær" til denne portion, disse jordbær var ikke så saftige som de håndplukkede. Herunder står de til afkøling...nu mangler etiketterne..
Der er vasket i bund, vasketøjet er næsten helt på plads, aftaler om pasning/tilsyn af børnene er på plads, tøjet til afrejsen imorgen er ved at være pakket og strøget - ja, vi skal til varme og skyfri himmel - håber vi bestemt.
Billeder er sorteret her på computeret, xD-kortet er tømt, hvilket mareridt at bruge tid på...men det skal jo gøres før der kan slettes kort....
Strikketøj der skal medbringes vurderes og findes måske egnet....
Torsdag
søndag, august 24, 2008
Lidt trægt..
onsdag, august 20, 2008
Godt med en fridag...
Farfar var forbi forleden med mejetærskeren - men blev ikke helt færdig. Nu har det jo regnet i flere dage, så det var nogle dage igen inden han kommer. Kornets fugtighed var lav, så det var godt. Men halmen er sølle. Stråene er ikke særlig lange....Men vi skal jo også kun bruge det til strøelse for hestene.
Og så var det jo lige at jeg var i Vejle igår, egentlig på sydsiden af byen, så da jeg kørte hjemad, svingede bilen helt umotiveret til højre, så jeg kørte over broen og endte i Bilka!!! og her er så "høsten" Uldgarn til favørpris... 12 ngl sort og 32ng hvidt, hvor hende her skal have nogle af dem...

Jeg har planer om denne her til pigerne, den er vild smart og enkel...jeg håber de synes det samme...
søndag, august 17, 2008
Klar...
fredag, august 15, 2008
Stædighed eller ?

Teenageren, der absolut trænger til at komme på efterskole, mener at hun er berettiget til at holde fri, og det gør hun så i den grad...... Sidder dagen lang med benene oppe på sofabordet, trods hun ved jeg ikke vil have det, med computeren i skødet, mobilen i hånden eller ihvertfald indenfor 2cm rækkevidde og tv'et tændt på OL, luksuslegemet kan dog selv gå i køleskabet, og gør det ret tit...Klager samtidig over at hun ikke kan være i sine bukser!!! Beder jeg pænt om noget så(hente kartofler i haven m.m.) - uha, sikke en mor...... Nå, men jeg har forklaret hende at hun jo godt kan være lidt "foran" ved at have pakket sine ting og fundet det hun skal have med, for søndag formiddag skulle vi jo gerne hygge os inden vi kører. Men jeg pakker ikke for hende - og hun gør intet af sig selv!Så kan hun lære det hvis hun glemmer noget!!! Ponyen skal jo afleveres på rideskolen som samarbejder med efterskolen, så afgang kort før middag vil jo være på sin plads.
Men ellers går det fint!!!
Babyjakken til søster er 3/4 færdig med ryggen. Jeg har forlænget ærmer og forstykker med 2-2½cm efter rådslagning med Inge., pga. krympning ved første vask. Jakken skulle jo gerne kunne bruges et stykke tid...
Søster mener ikke hun kommer til at gå tiden ud, så det kan blive snart...ih jeg glæder mig til at blive moster igen...
onsdag, august 13, 2008
Kender I det...?
Så langt er jeg kommet med babyjakken... men jeg er i tvivl. For læste på garnets banderole, at det kryber ml 10-15% ved første vask i længden ikke i bredden, hvor det anbefales at vaske ved 60-70 grader og efterflg. tørretumble... Ved vask vil garnet pose sig op og ujævnheder udlignes. Mon ikke jeg så skal give den lige 2 cm mere i længderne? Jeg strikker mindste str, så det ville da være ærgerligt at den er for lille fra starten... Den ventede baby bliver sandsynligvs ikke en af de små, her 4 uger før forventet fødsel er den skønnet til ca 3000g såe...Garnet er meget lækkert at strikke i, og det går jo hurtigt i denne str. mandag, august 11, 2008
Gang i den igen...
onsdag, august 06, 2008
Opskrift fundet...
Endelig er hæftet fundet, først på året ledte jeg som en gal efter dette hæfte, hvori opskriften på den røde jakke med hætte er. Modellen har jeg strikket indtil flere gange, og den er nem at lave samt sidder godt på den lille ny...Jeg har fundet flere garner frem fra lagret bl.a. noget merinould købt i Vorbasse i sommers men også 286g Gepard Blue Demin men også den Grignasco som jeg købte her fornyle i Kbh - alle har en løbelængde svarende til originalgarnet - så nu må jeg vist til at vælge....så det er tænkeboksen det gælder nu...
Drengene har travlt for tiden - især ham her - han cykler landevejene tyndt i vort område - Han har virkelig fået blod på tanden for cykling - Post DKrundt kom jo forbi her i nærheden.... Han har den sidste uges tid cyklet nok omkr. 20-25 km daglig - idag har han været i Egtved og retur - ialt 26km og er nu ude og vende omkring Billund, det er ihvertfald det han har sagt...og retur er det 20 km. Han har ingen søvnproblemer om aftenen!- og så kan vi måske vende interessen for motion til noget positivt... Vi har skrappe betingelser, men uundgåelige - cykelhjelm og neongrøn vest - og er der ingen af delene er der ingen cykeltur!!!Man undres.....
mandag, august 04, 2008
Wauw...en UFO...
Men lørdag eftermiddag kom kurven frem, hvori de lå, jeg var kommet til nederst på skaftet på 2.strømpe, og i løbet af dagen/aften blev strømpen færdig. Yes, hvor er jeg god! Og armen var helt med på at strikke strømpen færdig. Jeg har haft lidt bekymringer med om den kunne holde til det, men det gik helt over forventning...Så nu er der et par strømper klar til teenageren, der skal på efterskole!Faktaboks:
Opskrift: - ingen, men på hukommelsen...
Garn: Opal Regnskov, Flamingo
Pinde: 3,5mm
Forbrug: 92 gram
Hot or Not: bestemt Hotte, for pigen så glad ud da jeg var igang...
På vejen hjem fra Nordjylland startede jeg på denne liselotte - som strikkes i Kauni Demin og to merinogarner uden navn, på pind 4,5mm. Det er ikke let at se, men de hvide farver er ikke ens, den ene er gråmeleret og den anden helt hvid, en ganske lille nuanceforskel, som jeg tror bliver rigtig god. Der er sat 7 masker på tråd, idet jeg vil strikke forkant i Kauni når trøjen er færdig.
Ferien er slut for mig, desværre, men sluttede faktisk igår, da jeg var umanerlig flink og tog en enkelt aftenvagt, da kollegerne var i aldeles bekneb, så jeg var flink! Nu mangler jeg så bare at få afklaret afregningen, for det bliver ikke på nogen måde gratis eller spist af med afspadsering, nej, der må komme kontanter i kassen! Det er ingen guldgrube at arbejde indenfor social-og sundhedsområdet, men lidt vil vi/jeg altså have for at gøre en ekstra indsats! Men det mest positive var, at flere beboere gav udtryk for at være glade for at se mig - "dejligt at du er tilbage" - det gør det rart at være tilbage...
