Jo, vi havde en rigtig hyggelig aften herhjemme med børnene - drengene havde krudt et vist sted og skulle bare skyde ind hele tiden - naboerne fik også en tur, så der kom slik og nogle kroner i poserne med krudt. Sengen kom først i nærheden af os ved 03.tiden - og som vanligt så står jeg tidligt op på en dag hvor det bestemt ikke er nødvendigt.
Forventningerne til det nye år er mange - hvad angår strik - jeg har meldt mig til Brug af dit Garnlager 08, da jeg synes at der er temmelig meget stuvet af vejen, så for at garnet får en chance til at blive omsat i fornuftig tid i forhold til indkøbet, ja, så er det vejen frem. Jeg skal en af de nærmeste dage have opstillet reglerne for migselv - det bliver nok ikke for det hele år, men på den anden side så vil manden jo synes det var en genial ting! Men som det ser ud nu er lagret nok på en 12-14 kg alt incl - og det er ret meget i min terminologi. - Uha tænk på de der har 20-30 kg på lager---det er da næsten helt uoverskueligt.
Der vil blive produceret sweaters, tasker og strømper og tørklæder en masse, det er ihvertfald det jeg har garn til.
Syprojekter har jeg også, ældstebarnet har en god ven der er flyttet hjemmefra, og han har købt (i samråd med mig) stof til gardiner til hans lille lejlighed (bak-ind størrelse - men han er tilfreds) Jeg har også planer om at vores gilde-stue skal have nye gardiner, de der hænger der nu har været der i 15 år, og er temmelig meget falmede og møre i stoffet, så det søde småblomstrede er puff- væk... Jeg har også stof liggende til endnu en Hawaleska-frakke liggende i en skøn grå-grøn farve, det må blive forårets frakke, da det ikke er uldstof. I foråret ryddede jeg op sammen med søster i mit stoflager - uha - hun er altså en hård hund når hun først svinger "ryd-op-til-til-bunds-genet" og det gik så hårdt ud over mit stoflager - men nu er jeg jo ikke med i et "Brug af dit STOF-lager"....såe her må jo købes ind...*G* nej spøg tilside, jeg må se hvilke realistiske ting der skal sys - symaskinen og overlockeren skulle jo nødigt ruste sammen...ellers må jeg over i reperationsbranchen...!!
Det var lidt af årets kreative forventninger - det der med vægttabet i 2007 var en stor rap-and! Det blev ikke til meget mere end 14 dages effektiv aktivitet i den henseende - gad vide om 2008 bliver bedre. Det er ikke altid nemt at have gode intensioner når man ikke finder energi og opbakning til et sådant storslået projekt. Energien skal være der. Den har jeg været noget tappet for i det forløbne år. Men nu ser jeg positivt på 2008, så må vi se hvad der sker!
Nu hvor arbejdstiden står på aftenvagter - og formiddagene er mine egne fuldstændigt, ja så er der mange aftaler/besøg der skal gennemføres. Det er bl.a. år og dag siden jeg sidst var på Brørup Marked, hvilket er et sted jeg godt kan lide at komme og lure om der skulle være et godt og spændende køb - men ellers har jeg et par farbrødre i Brørup, som jeg holder meget af, der kan give en kop kaffe. Jo tiden vil ikke blive lang om formiddagen - det har jeg allerede på fornemmelsen.
Som det sidste garnkøb inden 2008 måtte jeg lige eje noget sort garn fra Brugsen "Milano Guld" - yngste datter ville have mig til at betale et par CalvinKlein benvarmere! - ja til den nette sum af 180 kr, (hvor hun havde set dem) - her popper moderens totale nærighed op især overfor købestrik! så jeg strikkede i aftes det meste af den ene benvarmer. Garnet et meget drøjt og der vil gå to ngl til - og prisen en helt anden ca 40 for dette projekt. De bliver faktisk ret fede - og hun ser tilfreds ud allerede nu.
3 kommentarer:
Jeg glæder mig til at følge dine projekter, godt nytår!
Hilsner, Tineke fra Askov
Ih hvor jeg glæder mig til at se alle dine projekter i 2008.
Det der med vægttab er også gået helt galt her og jeg tvivler på om det nogensinde blir anderledes, så mon ikke vi bare skal acceptere og så nøjes med at tænke os om inden vi propper i munden.
Knus Jane
Åh jeg tror du bliver rigtig glad for aftenarbejde, jeg har prøvet det i7-8 år og det er så dejligt at have de lyse timer hjemme
Send en kommentar