lørdag, juli 13, 2013

Jeg er bare SÅ glad for den.....

- min nye cardigan - den har været længe undervejs - ja hele 3½mdr - men den har været hele arbejdet og den lange tid værd.

Faktaboksen siger flg.:
Model: No. 26 af Annette Danielsen fra bogen ”Ni fra 2012” No. 21, no.22, no.23…..
Str.: M/L 
Garn: Knoll Supersoft, farve Red Clover, købt i supertilbud hos Garnudsalg i foråret. Forbrug:   632g før vask (– og 616g efter vask) – garnet indholdt spindeolie, strikket med to tråde.  - og billederne yder slet ikke garnets farve retfærdighed på nogen måde...
Pindestr.: 5,00mm Knit Pro
Ændringer: Første ændring bestod i at jeg lavede strikkeprøve… hvor jeg fandt ud af at strikkefastheden blev fin ved at jeg valgte pindestr nr. 5,00mm – og ved at regne lidt frem og tilbage, så blev str. M/L valgt – for det passede til mine mål.
Anden ændring blev også væsentlig idet jeg først strikke et ærme – og det blev meget langt, så jeg vurderede at det ikke skulle være efter det angivne i opskriften. Jeg valgte at korte ærmet med 5 cm. ja, jeg kunne måske godt have valgt at korte yderligere 3-4cm. Ændringen betød at jeg var nødt til at ændre i udtagningerne på ærmet. Intervallet mellem udtagningerne blev ændret.
Ellers har jeg ikke ændret noget.
Bemærkninger: Jeg startede med det første ærme og fandt ud af at mønstret krævede væsentlig koncentration. Ved at følge opskriften slavisk var det en super oplevelse at strikke cardiganen. Det kan dog være en stor fordel at have forstørret diagrammet, da det er ret småt. Ellers er det let af følge diagrammet
Andet: Knapper!
Det er altid det springende punkt ved mit strikketøj. Jeg er ikke begejstret for knapper i strik – men i ferien var jeg en tur i Løkken og ved mit besøg hos Holst Garn – anbefalede Helle at jeg kørte en tur forbi hos Birthe Sahl (knappe-keramiker) – og Birthe var suveræn til at hjælpe med valget – og knapperne er SÅ flotte…
Hot or Not: HOT HOT HOT… jeg er vild med den…
Det er det største og smukkeste arbejde jeg har lavet i mange år…
- og den vil blive brugt til den ikke kan mere...
 

fredag, juli 05, 2013

Ude godt - hjemme bedst...

sådan synes jeg det er. Altid godt at opleve noget i sommerlandet. I år var vi i kommunens sommerhus i Grønhøj v/Løkken - et skønt, lille og praktisk sommerhus som lige passede til os.
Vi var forskellige steder i området og igår var vi delt i oplevelserne. Manden og drengene var ikke lige stemt for at skulle med på garntur - og jeg ikke så begejstret for vilde rutsjebaner etc - så kompromiset blev at jeg kørte dem i Fårup Sommerland og jeg så kørte en tur rundt i fiberriget....
Jeg lagde ud med et besøg hos Holst Garn - og blev fristet - men jeg havde nu planlagt hvad jeg skulle have - og fik set lækreste garn med derfra...garnet Noble og opskriften til Doodles i flere nuancer....

Videre ud i landet kørte jeg så - til Birthe Sahl i Halvrimmen - efter anbefaling fra Helle Holst - og jeg blev bestemt ikke skuffet - jeg ejer nu de smukkeste knapper til min No26, nøje udvalgt og afstemt i farverne hos Birthe....

Videre derfra mod Saltum - og jeg havnede i Bindestuen.... Det var nu heller ikke værst. Der var lidt lækker Alpakka som røg med hjem.

Og for at kunne klare hjemturen idag, så hvilede jeg ud i sommerhuset med strikketøjet og fik resten af familien hentet sidst på dagen.
Idag gik turen så hjemover - og her var aftalen at jeg skulle ind hos Garnudsalg og formøble lidt mere formue - det gik nu ganske fint....
Det var faktisk meningen jeg skulle ha været der sidste fredag, men der var lige noget andet der skulle klares på vejen først, og så ville der ikke være åbent, når jeg kom forbi. Men det løste sig idag.
Strømpegarnet er købt til en anden garn-o-man, men smukt er det.... Spørg nu ikke alt for meget ind til projekterne - men der er planer....
På turen hjem er jeg kommet så langt at der nu kun mgl to pinde i, at lukke af til forstykket....så startes der straks op på sidste ærme....

tirsdag, juli 02, 2013

Strikketid


Jeg er endelig igang igen - jeg har haft pause fra mønsterstrikningen i knap 2,5 uger.
Men er nu igang og er godt på vej til at afslutte forstykket. Så mangels kun det andet ærme...